Blåmejsegården har eksisteret i lidt over 80 år og har i tidens løb både skiftet navn og ændret ejerforhold.
A/B Blåmejsegårdens ejendom blev oprindeligt opført af Københavns Kommune i 1928/29 og bestod dengang af 179 lejligheder samt fem erhvervslejemål, bl.a. købmand og viktualieforretning. Ejendommen var den første, der blev bygget i området og hed dengang ‘Solbakken’, da den ligger på en hældende grund og dengang som nu har et fint solindfald dagen igennem.
Ejendommen består af 30 opgange i 3-etages højde og er i dag en del af “Fuglekvarteret” i Københavns Nordvest-kvarter på grænsen til Nørrebro og Frederiksberg. To opgange har postnummer i 2200 Kbh. N og resten i 2400 Kbh. NV. Ejendommen støder op til Hillerødgade, Rørsangervej, Vibevej og Blåmejsevej.
I 1988 blev der etableret en beboerforening og herefter blev der i samarbejde med Københavns Kommunes boligforvaltning i de efterfølgende år frem til slutningen af 1991 gennemført en række nødvendige reparationer og forbedringer af ejendommen, bl.a. sanering af baggårde, belægninger, hegn og rækværk, udskiftning af vinduer og etablering af dørtelefoner. I 1994 blev der desuden med støtte fra Byfornyelsesmidler indlagt fjernvarme og isoleret yderligere i ejendommen.
I 1996 købte beboerne ejendommen af Københavns Kommunes ejendomsadministrationsselskab, TOR, og dannede Andelsboligforeningen Blåmejsegården.